Vi anbefaler

Sommer er for mange lig med rosé, og hvor vinen førhen har været lidt af en underdog i forhold til rødvin og hvidvin, er den efterhånden blevet en fast bestanddel af danskernes somre. For tiden nyder roséen godt af at være en af de populære i klassen, og mange har efterhånden fundet ud af, at et glas køligt hvidvin snildt kan erstattes af en lækker, afkølet rosé, når grillen skal tændes, og du gerne vil køle af i varmen med noget lækkert til ganen.

Selvom Erik i Rytteriet kan belære konen Else om, at der findes hvidvin, og der findes rødvin, og hvis du blander dem, så får du rosé (og sådan er det!) – må vi desværre meddele Erik, at det altså ikke er helt sådan, det foregår, når en rosé bliver til. Rosé er ikke et resultat af at blande rødvin og hvidvin, men et resultat af, at du begrænser mostens kontakt med skindet, hvor al farven sidder.

Hvor udblødningen (macerationen) ved fremstilling af rødvin foregår over syv dage, tager det ved fremstilling af rosé blot mellem nogle få timer til et enkelt døgn, og det er sådan rosé får sin rosa farve.

Selvom Rosé har brugt lidt tid i mørket, så var det vin, som man drak førhen, næsten udelukkende rosé. Før det 17. århundrede var teknikken i vinproduktionen så dårlig, at den bare skulle overstås. Druerne skulle plukkes, presses, udblødes og gæres så hurtigt, at resultatet blev en lyserød “rødvin”.