Vi anbefaler

Chardonnay er en unik drue, fordi den modsat mange andre druer er mere tilgivende, når den dyrkes. Derfor dyrkes Chardonnay-druen også i næsten hele verden. Og netop derfor er Chardonnay-druen også en af verdens mest kendte druesorter, hvorfor Chardonnay-vine er blevet næsten ikoniske over hele verden. Faktisk er druen så kendt, at Chardonnay på et tidspunkt var synonymt med hvidvin.

Selvom Pinot Grigio på mange måder har overtaget den rolle i dag, bør Chardonnay i den grad ikke overses, og den klassiske drue formår til stadighed at være druen bag nogle af verdens største hvidvine - tænk bare på Grand Cru’erne fra Bourgogne eller de hvide vine fra Chablis Grand Cru.

Chardonnay er blandt de mest alsidige druesorter, hvilket betyder, at den har nemt ved at tilpasse sig forskellige klimaer og vinifikationer. På Chardonnay-druen kan du lave vine af høj kvalitet. Uanset om den stammer fra kølige klimaer eller har hjemme i Sydafrikas og Californiens varmere himmelstrøg.

Chardonnay er som en god model - den er et blankt lærred, og derfor smager Chardonnay-vine mere af, hvor og hvordan du laver vinen end af druen i sig selv. Derfor vil du opleve, at vine fra køligere områder som Chablis smager mere af citron og mineraler, hvorimod vine fra varme områder kan have noter af ananas, banan, majs og vanilje fra fadlagring.